Rummene
Machiya og sentō: koncertrummene
Hvad et kyotobyshus af typen machiya og et offentligt badehus af typen sentō blev bygget til, og hvorfor hvert af dem er et godt rum for koto og shamisen.
Reservér en plads til koncerten ↗To bygninger, to lydbilleder
De to koncertmuligheder finder sted i to slags almindelige japanske bygninger frem for i et teater. Den ene er et traditionelt træbyhus af machiya-typen, den form for hjem og butik, der definerer det centrale Kyoto. Den anden er et sentō, et fælles offentligt bad. Hver bygning er skabt til noget andet end musik, og hver især rummer de nu et publikum, der er lille nok til at høre en enkelt streng.
Hvad en machiya er
Machiya er traditionelle træbyhuse, der findes overalt i Japan, og som er særligt karakteristiske for Kyoto. De opstod så tidligt som i Heian-perioden og udviklede sig frem til Meiji-perioden som boliger for byens købmænd og håndværkere. Den typiske machiya i Kyoto er lang og smal med en lille facade, en dyb grundplan, jordvægge, tegltag og ofte en lille gårdhave. Værelserne bag butikken har hævet trægulv og er dækket af tatami-måtter.
Et hus, der skifter form
Skydedørene i en machiya, fusuma og shōji, kan åbnes, lukkes eller fjernes for at ændre antallet, størrelsen og formen af værelser. Det største værelse, zashiki, vender ud mod haven og fungerede engang også som modtagelsesværelse for særlige gæster. Den fleksibilitet passer til et hus, der er blevet et lille koncertrum, hvor en håndfuld lyttere sidder tæt nok på til at se musikerens hænder.
Kyotos indeklima
Kyoto har kolde vintre og varme, fugtige somre, og machiyaen var designet til begge dele. Lag af skydedøre kunne tilføjes for at holde varmen inde eller fjernes for at lukke luft igennem, og vævede bambusskærme blev hængt op om sommeren for at lukke luft igennem men blokere solen. Gårdhavnerne bragte lys og luft ind midt i huset. En koncert i en sådan bygning er formet af den historie om årstiderne.
Hvad et sentō er
En sentō er et japansk fællesbad, hvor kunderne betaler for adgang. Traditionelle sentō havde en skillevæg, der adskilte kønnene i et stort rum og et enkelt stort badekar, og indgangen ligner ofte et tempel med et forhæng, noren, mærket med tegnet for varmt vand. Siden anden halvdel af det tyvende århundrede er antallet faldet, da flere japanere nu har deres eget bad derhjemme.
Fliser, højde og ekko
Badeområdet i en sentō er normalt flisebelagt med højt til loftet og store vinduer. Det er de hårde fliseoverflader, der giver et tidligere badehus dens lange, naturlige efterklang. Arrangøren beskriver badehusets sal som et sted, hvor flisevæggene skaber en dramatisk, omsluttende lyd, der passer til en koto-duet. Du hører hver tone klinge og dø ud — en ganske anden effekt end den tørre nærhed i byhuset.
Hvorfor kontrasten fungerer
Byhuset byder på intimitet: få mennesker, et trærum og en solist, hvis fingerspil du kan følge. Badehuset byder på resonans: et større publikum, en duet og lyd, der bærer. Den samme koto lyder forskelligt i de to rum, og det er grunden til at vælge rummet med omhu frem for tilfældigt. Ved et første besøg er byhuset det mest oplysende; ved et genbesøg tilbyder badehuset en anden klangfarve.
Sådan læser du fronten på en machiya
Fronten på en machiya har trægitre kaldet kōshi, og gitterstilen angav engang, hvilken type butik der lå indenfor: trådbutikker, rishandlere, geishahuse og spiritusforretninger havde hver deres. De samme huse deltog også i Gion Matsuri, hvor familier udstillede deres skatte, foldingeskærme og arvestykker i forrummene, og husene husede tilskuere langs paraderuten. Når du går til en byhuskoncert, så læg mærke til gitrene og den smalle facade undervejs.
Respekt for bygningerne
Behandl hvert rum, som var det et hjem: tag skoene af ved indgangen, bær sokker, dæmp stemmen og følg personalets anvisninger. I badehuset er der ingen badning, og bade faciliteterne er ikke en del af besøget. Håndtér puder og stole med omhu, og forlad rummet, som du fandt det.
Kilder