Musikken
Kotomusik, fra hoffet til Miyagi
Fra hoffets gagaku til kyotomesteren Yatsuhashi Kengyō og modernisten Michio Miyagi – en kort historie om det, du hører til en koncert.
Reservér en plads til koncerten ↗Hofmusikken først
Kotoen kom til Japan som en del af hofmusikken. Instrumentet nævnes i nogle af de ældste japanske tekster, og i Asuka- og Nara-perioderne blev det optaget i gagaku, den kejserlige hofs rituelle musik. I Heian-perioden nød aristokratiet det i vid udstrækning, og det optræder ofte i poesi og fortællinger. Den moderne koto nedstammer fra gakusō, hofversionen.
Fra aristokrater til almuen
I Muromachi-perioden tog samuraiklassen kotoen til sig, og den blev knyttet til teceremonien. I Edo-perioden spredte den sig til almuen, og en ny sologenre kaldet sōkyoku, musikken for solokoto, tog form. Kotoen bevægede sig fra hoffet ud til et meget bredere publikum.
Yatsuhashi Kengyō
Yatsuhashi Kengyō (1614–1685) var en japansk musiker og komponist fra Kyoto. Kengyō er en ærestitel, der gives til yderst dygtige blinde musikere. Han begyndte som shamisen-spiller, lærte derefter koto af en hofmusiker, og han regnes for den første, der underviste almindelige tilhørere i instrumentet. Han omdannede et begrænset forråd af seks traditionelle stykker til en ny stil, kumiuta, og kaldes den moderne kotos fader.
Rokudan og stykkerne
Yatsuhashi regnes for komponisten bag Rokudan-no-shirabe, Musik i seks trin, et af de mest kendte kotosoloer, selv om nogle kilder antyder, at han måske ikke selv har komponeret det. Han tilpassede også skalaer fra shamisen-repertoiret til kotoen. Det er den ældste af de to strenge, du kan høre til en koncert: klassiske værker fra denne tradition og nyere stykker fra det seneste århundrede.
Et vestligt århundrede
I begyndelsen af Meiji-perioden nåede vestlig musik til Japan, og i de følgende årtier blev kotoen omformet af den. Michio Miyagi (1894–1956), en blind komponist født i Kobe, betragtes som den første japanske komponist, der kombinerede vestlig og traditionel kotomusik. Han skrev hundredvis af nye værker, opfandt den 17-strengede bas-koto og skabte nye spilleteknikker, og han tillægges bredt æren for at holde kotoen i live, mens traditionelle kunstarter blev fortrængt.
Haru no Umi
Miyagis mest kendte værk, Haru no Umi (Havet i foråret), er skrevet for koto og shakuhachi. En fransk violinist, der hørte ham spille det, arrangerede shakuhachi-stemmen for violin, og de indspillede det sammen til udgivelse i Japan og Europa. Værket spilles stadig hvert år for at byde det nye år velkommen i Japan. Det er det klassiske eksempel på et moderne koto-værk, der lyder traditionelt og vestligt på samme tid.
Efter Miyagi
Siden Miyagi har komponister og musikere som Kimio Eto, Tadao Sawai og Kazue Sawai udvidet instrumentets muligheder, og Kazue Sawai tillægges en førende rolle i at bringe kotoen ud i verden. Kotoen optræder nu i jazz, pop og eksperimentel musik, og der er skrevet værker for beslægtede instrumenter som 20-strengs- og 25-strengs-kotoen. Det er, hvad samtidig betyder i et kyotoprogram: ny musik til de samme strenge og broer.
Blinde musikere og titlen kengyō
Koto-musikkens historie er uløseligt forbundet med blinde musikere. Kengyō var en ærestitel, der blev givet til yderst dygtige blinde musikere, og Yatsuhashi bar den. Michio Miyagi mistede synet i en alder af otte, studerede kotoen og nåede rangen af kengyō, den højeste rang for en koto-udøver, som attenårig. Begge karrierer viser, hvor centrale blinde musikere var for instrumentets udvikling.
Sådan former det en koncert
Et typisk program hviler på begge sider af den historie: et klassisk værk og et moderne, skrevet til det samme instrument. Repertoiret afhænger af udøveren og sæsonen, så ingen kan love en bestemt titel, men du kan forvente, at musikeren forklarer forskellen. I en duet i badehuset udvider det andet instrument — en shakuhachi, taishōgoto eller fløjte — den samtale.
Kilder